sep 242020
 

Kære alle

Som alle medlemmer tidligere har fået besked om, har vi i bestyrelsen valgt at aflyse gymnastikholdene i uge 39 og 40.

Det er vi helt vildt kede af – både på gymnasternes og vores egen vegne. Vi har brugt MANGE timer på at skabe endnu en fed gymnastiksæson for alle de børn og voksne, der har deres gang hos os, så det er bestemt ikke en beslutning, der har været let for os.

Vi er selvfølgelig klar over, at vores tiltag er mere vidtgående end Regeringens retningslinjer, og at fx DIF har meldt ud, at fritidsaktiviteter ikke skal lukke ned.

Det ændrer dog ikke på, at vores hold er lukket ned indtil den 5. oktober.

Det skyldes bl.a., at;
• Vi har flere hold, hvor der vil være over 50 personer samlet under træningen, og som derfor ikke kan afholdes. Flere hold ligger desuden lige på grænsen af forsamlingsforbuddet, og vi ønsker ikke, at vores instruktører skal bruge deres krudt på at tælle gymnaster, forældre og søskende.
• Alle vores aktiviteter foregår indendørs.
• På mange hold kommer gymnaster og instruktører i meget tæt kontakt med hinanden og de samme redskaber, og det er ikke praktisk muligt at rengøre i løbet af timen.
• Skolen har anbefalet, at alle sociale arrangementer og trivselsaktiviteter aflyses – også selvom børnene færdes sammen i klassen i løbet af dagen. Vi har børn og voksne på tværs af mange børnehaver, vuggestuer, dagplejer, skoler, klasser, årgange og arbejdspladser.
• Alle i foreningen er frivillige – gymnastikken er noget, vi bruger vores fritid på. Vi vil gerne have, at det bliver ved med at være sjovt, sikkert og attraktivt at være en del af Stensballe Gymnastik.

Vi har altså vurderet, at det var mest forsvarligt at lukke midlertidigt ned. Vi bruger selvfølgelig de to uger på at forsøge at finde ud af, hvordan vi forholder os, hvis Regeringen forlænger de skærpede retninglinjer.

Vi kan desværre ikke sige noget om, hvordan tingene ser ud til marts, så derfor har vi endnu ikke taget stilling til, om de aflyste træninger vil blive afholdt i slutningen af sæsonen.

Vi ved, at mange er rigtig ærgerlige over, at vi har truffet denne beslutning, men vi håber alligevel på forståelse.

Mvh Bestyrelsen

 Posted by at 07:28
sep 212020
 

Pga. de skærpede Corona restriktioner og anbefalinger fra Regeringen, Sundhedsstyrelsen samt Horsens Kommune, lukker vi ned for alt træning i Stensballe idrætsklubs gymnastikafdeling frem til d. 4. oktober.

Vi er meget kede af at skulle lukke ned, men håber og tror på, at vi kan åbne op igen d. 5. oktober, som der indtil videre er lagt op til fra regeringen.

Venlig hilsen
Bestyrelsen i SIK gymnastikforening

aug 212020
 

Nu er det endelig ved at være tid til, at gymnastiksæsonen 20/21 går i luften.

Igen i år stiller vi med et skarpt hold af frivillige – dygtige instruktører og trænerspirer, seje forældrehjælpere og en glad og lettet bestyrelse. Uden dem, ville der ikke være gymnastik her i Stensballe.

Denne sæson bliver dog ikke helt, som vi er vant til. Ligesom resten af verden har vi været nødt til at indrette os efter Covid-19, så vi kan passe på hinanden.

Det betyder bl.a., at der er særlige retningslinjer, som gymnaster og forældre skal overholde. Vi har valgt at vi følger DGIs retningslinjer, så der kan ske ændringer løbende, men som det ser ud lige nu, vil det sige at:

• alle redskaber skal rengøres efter træning. Dette er en forældreopgave. Der vil blive lavet en liste for hvert hold, hvor det fremgår, hvilke forældre der skal rengøre redskaberne efter timen. Foreningen sørger for korrekte rengøringsmidler – I skal selv medbringe klude og en spand/balje.
• gymnasterne skal møde omklædt. Omklædningsrummene i hallen må ikke benyttes, ligesom der ikke må tages bad efter træning, hverken i salen eller hallen.
• du tidligst må møde op 5 minutter før holdet starter, og at du skal forlade hallen hurtigst muligt igen efter træning/rengøring.
• forældre og søskende ikke må opholde sig i hallen/gymnastiksalen/multihallen under træningen. Det er muligt at vente udenfor, i cafeteriet i hallen, i omklædningsrummet ved gymnastiksalen eller i atriummet ved multihallen

Vores almindelige retningslinjerne og en masse andre vigtige oplysninger, kan du finde i vores velkomstfolder på forsiden.

Tilmeldingen til den nye sæson starter søndag den 30. august 2020 kl. 14. Holdlisten kan du se lige her allerede nu.

 Posted by at 19:14